Toppolitikere debatterer vækst og innovation på Iværk&Vækst
Valgkampen rykker for alvor ind på Iværk&Vækst, når Morten Bødskov (A), Bertel Haarder (V), Simon-Emil Ammitzbøl (LA) og Manu Sareen (B) under åbningsdebatten krydser linger over iværksætternes vilkår. Forretningskvinden, Michelle Hviid, deltager i debatten som repræsentant for iværksætterne, mens Paula Larrain skal styre slagets gang.
Når Danmarks største iværksættermesse, Iværk&Vækst, løber af stablen i Forum Copenhagen fredag 9. september klokken 10.00, bliver det med masser af politisk stjernestøv. Tidligere minister, Ritt Bjerregaard, der er udpeget som eksportambassadør for Kina, holder åbningstalen. Og den garvede ekspolitiker efterfølges af fire af tidens mest markante navne på den politiske scene. Det drejer sig om Bertel Haarder (V), Manu Sareen (B), Simon-Emil Ammitzbøl og Morten Bødskov (A).
De fire politikere vil hver især give deres bud på, hvad der skal til for at forbedre iværksætternes vilkår i Danmark og dermed få gang i væksten. Og der bliver ikke plads til varm luft og tågesnak. Serieiværksætteren og forretningskvinden, Michelle Hviid, deltager nemlig i debatten som repræsentant for iværksættermiljøet. Den bramfrie erhvervskvinde er garant for at holde politikerne til ilden og sikre, at deres udmeldinger nu også har rod i den virkelige verden.
Den tidligere nyhedsvært, Paula Larrain, styrer løjerne fra ordstyrerposten. Hun vil både gå debattørerne på klingen og inddrage de mange iværksættere, der befinder sig blandt publikum.
Åbningsdebatten finder sted fra klokken 11 til 12 på hovedscenen i Forum.
Sidste år lagde 4.365 besøgende vejen forbi Iværk&Vækst i Forum, hvor 136 udstillere og 44 talere bidrog til to inspirerende dage præget af viden, innovation og engagement.
Iværk&Vækst2011 finder sted i Forum den 9. og 10. september.
Læs mere om Iværk&vækst2011 og se det fulde program på www.ivaerk.dk.
For yderligere information kontakt
Projektleder Maja Bondensgaard, Multidata, tlf.: 72 25 93 03, e-mail: mab@multidata.dk
Presse: Morten Sauer, KasterGaardbo, tlf.: 27 28 85 77, e-mail: ms@kastergaardbo.dk