Nye regler for indberetning af personalegoder
Skattereformen betyder nye regler for indberetning af personalegoder. Du kan her læse hvilke personalegoder, der er omfattet af den udvidede indberetningspligt, hvad du gør i forhold til fri offentlig befordring og hvilke personalegoder, der er omfattet af selvangivelsespligt.
Udvidet indberetningspligt af personalegoder
Som følge af skattereformen er arbejdsgiver fra 1. januar 2010 forpligtet til at indberette summen af de personalegoder, der ikke indgår i udførelsen af jobbet eller er omfattet af en speciel beskatning.
Eksempler på personalegoder, der fremover skal indberettes er:
-
Fri kantine
-
Fri fitness (hvis ordning foregår uden for virksomhedens adresse)
-
Fri kost og logi, der ikke indberettes efter standardsatser
-
Fri motorcykel
-
Fri sundhedsforsikring (hvis forsikringen ikke tilbydes alle medarbejdere)
-
Gaver fra arbejdsgiver (enhver form for gaver, der gives som belønning eller lign.)
Værdien af personalegodet skal indberettes i eIndkomst som AM-bidragsfri B-indkomst i rubrik 55 'Værdi af andre personalegoder'.
I DataLøn kan du anvende løndel 5H til at indberette ovenstående personalegoder. I lønindberetningen indberetter du den værdi, som lønmodtageren skal beskattes af for den periode, du lønbehandler for. Er din lønmodtager månedslønnet skriver du normalt 1/12 af den årlige udgift. Beløb indberettet i DataLøn i løndel 5H indberettes i automatisk i rubrik 55 hos til eIndkomst.
Fri offentlig befordring
Hvis dine lønmodtagere har personalegodet 'fri offentlig befordring', skal du manuelt indberette et 'X' i rubrik 63 'Frikort til offentlig befordring' i eIndkomst via TastSelv på www.skat.dk.
Ønsker du, at personalegodet fremgår af lønsedlen fra DataLøn, kan du i DataLøn internet via ikonet 'Lønmodtager', faneblad 'SKAT' sætte hak i feltet 'Fri offentlig befordring'. Ved lønbehandling vil DataLøn automatisk indberette 'X' i rubrik 63 til eIndkomst.
Personalegoder, der er omfattet af selvangivelsespligt
Medarbejderen er selv ansvarlig for at selvangive personalegoder, der ydes i relation jobbets udførelse, hvis den samlede værdi overstiger 5.500 kr. årligt (bagatelgrænsen i 2010).
Eksempler på disse personalegoder er:
-
Fri avis, når læsning har relation til jobbet
-
Almindeligt tøj med logo (ikke arbejdstøj og uniform)
-
Ferieophold i forbindelse med forretningsrejser, der ikke medfører ekstra omkostninger for arbejdsgiveren
-
Forplejning i forbindelse med overarbejde.